Volbeat @ Tinderbox, Rød Scene 25-06-2016

Foto: Thomas Nygaard

5 / 6 stjerner
      

Volbeat var vendt hjem til Danmark og folket var mødt op for at hilse på det band, som om ikke så mange år, kommer til at være et af de danske bands med størst succes i ind og udland nogensinde. De spiller konstant på udenlandske scener, så tiden på de danske har været knap. Tinderbox publikummet var også mødt talstærkt op og der var publikum så langt øjet rækkede.

Og folk var tændte. Der blev sunget, råbt, piftet og skreget i rigtig god tid inden koncerten startede. Pludselig lød Motörhead klassikeren Born To Raise Hell ud fra højtaleren og det kæmpemæssige tæppe foran scenen pryddet med Volbeat logo lyste op. Det startede og publikum blev ellevilde. Med et brag faldt tæppet ned og Volbeat stod og gennemførte The Devils Bleeding Crown med en fantastisk energi. Hele scenen blev udnyttet til fulde under hele koncerten og bandet var tændte og glade for at vende hjem. Dette blev nævnt en til flere gange. Faktisk så mange gange at vi var nået til det punkt, hvor vi havde forstået det.

Der blev også lige sendt en enkel stikpille til AC/DC’s Brian Johnson. Forsanger Michael tog sine inears af for at kunne høre publikum ordentlig. Herefter fortalte han at det er en god idé at bruge dem, så han ikke ender som Brian Johnson og Axl Rose skal da i hvert fald ikke erstatte hans plads i Volbeat. Det var selvfølgelig sagt med et glimt i øjet.

Et af højdepunkterne under koncerten var uden tvivl da Johan Olsen trådte ind under radiohittet For Evigt og senere også under det ni år gamle hit Gardens Tale. For Evigt blev dog desværre ødelagt undervejs af en fuldstændig elendig korsangerinde med navnet Mie Maja. Det var så skinger og en decideret malplaceret beslutning at have hende med. Det gjorde ondt i ørene og passede slet ikke til Michaels eller Johans stemmer. Dette var også tilfældet under Let It Burn. Væk med hende.

Noget nutidens festivaler ikke er vilde med, er Crowdsurfing og folk siddende på hinandens skuldre. Det var Michael Poulsen ligeglad med. Han opfordrede alle kvinder til at sætte sig op på mænds skuldre, og alle andre, de skulle prøve at crowdsurfe. Uanset hvad valget faldt på, opfordrede han selvfølgelig også til at man skulle passe på hinanden så ingen kom til skade.

Med fire ekstranumre, som blandt andet bød på Maybelline In Hofteholder og The Mirror and the Ripper som det sidste nummer. Det var en fantastisk måde at afslutte festivalens anden dag og de formåede i den grad at fyre op under publikum med fællessang, flammer, fyrværkeri og fantastisk energi. Der var få irritations momenter som nemt kunne være udeblevet, men man kan ikke tage fra dem at de fik ALLE på pladsen med. Selv technohovederne der kom gående fra MagicBox scenen blev grebet af stemningen og det er da en præstation i sig selv.