Jakob Lærke Munk – Top 3

Jakob Lærke Munk er bassist i det danske rock band A Road To Damascus og har i denne måned fået æren af, at lave månedens top 3. A Road To Damascus har allerede været på en minitour i Tyskland og har fans i mange lande verden over. A Road To Damascus var med til at lave “Rock’n’Charity” konceptet sammen med Silence Of September, hvor blandt andre The Dreams også var med.

3. Red Fang – Wires

Red Fang er endnu et eksempel på et af de bands jeg hører sindsyg gode ting om, men som det bare tager længe for mig at blive revet med af. Jeg har flere gange oplevet at jeg skal se et band live før jeg rigtig forstår dem og musikken og bliver vild med det, og heldigvis fik jeg en chance for at se Red Fang da de varmede op for Mastodon i Store Vega i januar.  Det er jeg virkelig glad for jeg gjorde! No bullshit,  og helt igennem tung fed stoner rock, der bare skal opleves for det de er, og helst live for det er virkelig dér et band som dette hører hjemme. Samtidig er det rigtig god musik at ha’ i ørene når man cykler ud i forårsvarmen og skal mødes i kongens have til øl med gamle venner! Når man så også har så fed og tør humor som de viser i videoen er det virkelig svært ikke at blive revet med!

2. Napoelon – Liars And Sellers

Napoleon er et ukendt britisk melodisk hardcore band jeg faldt over på facebook, da en facebook ven likede deres video til sangen “Liars And Sellers”. Sangen er et hit. Introriffet rammer én lige i maven så snart man sætter sangen på, og resten af sangen varierer lækkert og holder lytteren ved, hvilket har gjort at den har været på repeat den sidste uges tid hos mig. På bare 2 uger har den fået over 21.500 views (!!). De er primært kommet fra folk der bare har delt, delt og delt sangen. Videoen er ikke noget at råbe hurra for, men de er et godt bevis på at hvis musikken er god nok, skal den nok blive hørt!

Jeg glæder mig til at høre mere fra dem!

1. The Wonder Years – And Now I’m Nothing

The Wonder Years er et af de bands som jeg læser og hører rigtig mange og gode ting om, men som jeg tager lang tid om at få tjekket ud. Heldgvis fik jeg øjnene op for Spotify og da jeg pludselig havde alverdens albums foran mig fik jeg endelig givet dem et skud, og siden er deres nyeste album “Suburbia I’ve Given You All And Now I’m Nothing” blevet til et af de albums jeg har skamlyttet mest til de sidste par måneder. Det virker bare ikke til at jeg kan blive træt af at høre det her album for tiden.  Selvom jeg engang som teenager var heftig modstander af alt hvad der havde med pop-punk at gøre, er der ingen vej udenom at jeg er totalt solgt til genren nu. Jeg havde en fordom om at alt var fjollet amerikansk tyggegummi pop uden noget at byde på. Det er jeg siden kommet en del efter (hey, bare prøv at lyt til mit eget band nu, haha!) Men The Wonder Years er virkelig bare beviset på at det er langt fra sandheden. Sangen her er ikke nødvendigvis det bedste på albummet, den har bare et fedt feel, og breaket ved 1:00 giver mig bare lyst til at høre sangen om og om igen.