Danske debutanter gør livet lidt grønnere

Århusianske The Green Lives har i sinde at bevise at folk-genren på ingen måde er kedelig. På deres debut-EP springer de ud med fem friske, organiske sange med naturromantik og medmenneskelighed i fokus.

Kunne man tappe musik direkte fra træerne, ville den med stor sandsynlighed lyde som The Green Lives. Medlemmerne af den århusianske kvintet lægger nemlig stor vægt på at få såvel toner som tekst tæt på naturen. Derfor indeholder den selvbetitlede debut-EP  fem folkpopsange, der alle bobler af liv med umiddelbare melodier og harmoniske vokaler.

– Vi er alle sammen naturmennesker. Og den energi, man kan føle, når man går en tur en forårsdag og bliver opløftet, vil vi gerne omsætte til musik. Så når du sidder foran højtalerne, er det samme følelse, du får ud af det, siger gruppens pianist og primære sangskriver Jens-Ulrik Kleemeyer.

Desuden består gruppen af Mark Christiansen, Andreas Mandrup, Johannes Bech og Kasper Frost. De spillede sammen under et andet navn frem til 2008, hvor de skrev sangen ”The Green Lives”. Sangen banede vejen for en ny retning for de 5 drenge og allerede i 2009 spillede de en anmelderrost koncert på SPOT Festival og siden har de knoklet for at forfine deres evner som sangskrivere og producere. Der er derfor også forventninger om, at kvintetten bliver et af årets friske pust på den folkpoppede musikscene – Gaffa havde dem eksempelvis også med i guiden ’De bliver store i 2012’.

På den aktuelle EP har de – foruden guitar, bas, trommer og klaver – kastet sig over mandolin, marimba, klokkespil, orgel, fløjte og harmonika. Og de er gået dogmatisk til værks.

– Vi har sat en række benspænd op for os selv: Ingen distortion, ingen backtrack, ingen digitale effekter. Vi vil gerne have, at musikken er så direkte som muligt: Det vi spiller, er det du hører. Det gør, at man tænker musik på en helt anden måde. Vi går ikke med på nogen musikalske bølger, og vores musikalske værdier er mere gammeldags. Vores inspirationskilder, The Beatles, The Beach Boys, The Band, Simon and Garfunkel, er alle nogle, som har modstået tidens tand, siger Jens-Ulrik Kleemeyer.

Liv og glade dage

Til trods for udfordringerne de har sat sig selv, blomstrer kreativiteten hos The Green Lives, der har skrevet hundredvis af sange. Hver en sang gør sig umage for at udtrykke lys og positivitet i forhold til mange andre musiske aspekter i øjeblikket.

– Der er så mange, som råber højt for at lufte utilfredshed og bitterhed, men hvis man hæver sig op og ser verden i et større perspektiv, er tingene ret godt kørende. Vi er ikke blinde for det negative, men vi vil gerne give de positive værdier en stemme. Vi vil gerne fortælle en historie, som ikke handler om, at jeg har det dårligt. En historie med en rolig og glad energi, siger Jens Ulrik Kleemeyer.

Blandt de fem udvalgte numre på EP’en er det kærlighedssultne hit ”Dancing in the Snow”, den musikalsk ambitiøse og klimabevidste afslutter ”Merfolk” samt den nye single ”No One Else”, som opfanger kernen i The Green Lives’ menneskesyn.

– Mange oplevelser og forhold går igen fra person til person, og det er vigtigt for os at synge om, hvor ens vi er i stedet for, hvad der adskiller os. For der ligger en trøst i, at vi ved, at andre går igennem det samme som en selv. Ingen sejler i sin egen sø, konstaterer Jens-Ulrik Kleemeyer.