Hurts gæster hovedstaden

Hurts har været i Danmark før, og nu kommer den engelske synthpop duo bestående af Theo Hutchcraft og Adam Anderson atter til Danmark til efteråret, hvor de denne gang indtager scenen i Pumpehuset den 28. oktober, med deres nye album “Excile”, der udkom 11. marts. “Excile” følger op på deres succesfulde debutalbum “Happiness” fra 2010, som indeholdte singlerne Wonderful Life og Better Than Love. 

Den første single Miracle, som kan ses nederst, viser et band, der med stor tydelighed er tilbage i storslået popform, hvilket er noget både NME og BBC er begejstret for. Der er absolut ikke lagt skjul på at de to englændere stadig er lige så teatralske og dramatiske end nogensinde, dog er ”Exile” en smule mere melankolsk end tidligere, men det klæder bestemt det britiske popband.

Danmark har en stor betydning for Hurts. Det var nemlig Danmark der var det første land til at udsende radiohittet Wonderful Life, hvilket kunne mærkes, da de spillede i Store Vega i 2011. Koncerten viste et band, som på alle måder mestrede at underholde deres fans til fulde med gode melodier, nærvær og energi.

Forsalget starter fredag 22. marts kl. 10.00 via billetlugen.dk / 70 263 267 samt Fona landet over.