Mew deler ny single og video fra kommende album

Foto: PR (still fra musikvideo)

Det er ikke mange uger siden, at Mew annoncerede deres nye album Visuals som er ude den 28. april. Idag er den Mew klar med den helt nye single 85 Videos.

Frontmand Jonas Bjerre instruerede videoerne til seneste album +- fra 2015. Nu er han tilbage i instuktørstolen og er igen manden bag videoen til 85 Videos. Jonas Bjerre instruerer herudover en video til samtlige numre på Visuals.

Om videoen udtaler Jonas Bjerre: “Jeg har arbejdet meget med kalejdoskoper på det seneste. Man tager et billede, eller en sekvens af billeder, og så plukker man en bid ud, spejler det og gentager det i en 360-graders vinkel. Det er en smuk ting, for næsten uanset, hvordan det oprindelige billede tog sig ud, forvandles det til noget smukt, symmetrisk og ubestemmeligt. Et billede af dit rodede skrivebord kan blive til en smuk, sær blomst. Jeg kan godt lide, at man ikke rigtig kan forestille sig, hvordan det ender. Jeg tror, vores musik udfolder sig lidt på samme måde, mens vi arbejder på den.

Til videoen har jeg lavet en masse sekvenser og forvandlet dem til de her konstant muterende ansigter, som herefter er blevet projiceret over på vores egne ansigter. Det er som at tage en maske på lavet af fotoner. Man kan sige en masse filosofiske ting om masker – men bare rolig, det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Håber, I kan lide videoen”.