NorthSide melder alt udsolgt

Foto: Johanne Teglgård Olsen

Først kunne NorthSide melde udsolgt af alle dagsbilletter, og nu kan den aarhusianske festival melde fuldstændig udsolgt 7 uger inden festivalen starter, hvilket er tidligere end nogensinde før for NorthSide, der nu kan forvente 40.000 gæster hver dag.

“Vi er meget stolte over, at så mange vælger at bruge deres weekend sammen med os på NorthSide. Vi har bevidst skruet op i år både i forhold til musikbudgettet, der har givet os mulighed for at hyre store navne som Radiohead og Frank Ocean, og i forhold til det øvrige indhold, der får et ekstra løft blandt andet med introduktionen af et nyt område på pladsen. Så derfor er det fantastisk, at denne satsning er blevet modtaget så positivt, og at så mange glæder sig lige så meget til NorthSide, som vi gør.” siger talsmand for NorthSide, John Fogde.

Med halvanden måned til en udsolgt NorthSide 2017, kan arrangørerne nu fokusere på, at gøre klar til, hvad der bliver den første danske festival med et 100% økologisk menukort, samt planlægningen af et program i de nærliggende kolonihaver, der kommer til at byde på alt fra yoga til foredrag til vinsmagning og fem-retters menuer serveret af AROS Food Hall.

NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 9.-11. juni.

Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2017.