Roskilde Festival offentliggører de 14 første navne på plakaten

Foto: Christian Hjorth

Så er nedtællingen til Roskilde Festival 2017 for alvor sat i gang. Med 8 måneder til den 47. udgave offentliggører Roskilde Festival nu de første 14 navne ud af ialt 175.

Disse er blandt andet den danske musiker, producer og sangskriver Trentemøller som giver sin eneste festivalkoncert på dansk grund på netop Roskilde Festvial. Eksperimentalpop fra blandt andre Angel Olsen, Jenny Hval fra Norge og danske Marching Church. Dertil er den amerikanske rapper G-Eazy også landet på plakaten og Of Mice And Men fra USA som nok skal sætte gang i den hårde rock.

“De 14 første navne spænder fra højaktuelle kunstnere som Angel Olsen og Jenny Hval og markante stilskabere som Pig Destroyer, som meget sjældent spiller på vores breddegrader. Roskilde Festival handler på mange måder om at gå på opdagelse mellem stilarterne og de musikalske fællesskaber, så selvom vi fortsat har til gode at offentliggøre over 160 navne, bliver næste års festival med sikkerhed et sted, hvor man igen kan møde al den musik, som man ikke vidste, at man elskede,” udtaler programchef Anders Wahrén.

Den samlede liste over navne er:
MODERAT/MODESELEKTOR (DE)
TRENTEMØLLER (DK)
AFENGINN (DK)
ANGEL OLSEN (US)
G-EAZY (US)
67 (UK)
GANGLY (IS)
HIEROGLYPHIC BEING (US)
JENNY HVAL (NO)
MARCHING CHURCH (DK)
MATS GUSTAFSSON’S NU ENSEMBLE ”HIDROS ZAP” (INT)
OF MICE & MEN (US)
PIG DESTROYER (US)
ROMPERAYO (CO)

Roskilde Festival finder sted fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli 2017.

Billetterne sættes til salg 15. november.