Mandag Midnat – Blåt ingenting

Foto: PR

5 / 6 stjerner
      

Mandag Midnat er dansproget pop-rock med et glimt i øjet. Men der gemmer sig også alvor bag de sjove og skæve tekster. Vi har taget et lyt på albummet der både indeholder gamle og spritnye numre.

Ved første lyt trækker musikken paralleller til gode gamle danske bands som Nikolaj & Piloterne, og tekstmæssigt mod Rugsted & Kreutzfeldt – hvilket i min verden er et stort kompliment!

Når første nummer startes hører man et behageligt mix og instrumentering som passer super godt til genren. Der er både guitar, bas og trommer, men også plads til synthesizer m.m., hvilket tilsammen giver rigtig gode muligheder for at lade musikken tale. Det viser sig også allerede i næste nummer, som starter med en akustisk guitar, og generelt er taget lidt mere ned i intensiteten.

Det fortsætter lidt i begge retninger på resten af albummet, og jeg synes de friske, rockede numre klart er de bedste. Men jo længere jeg når på albummet, jo mere glider min koncentration også, og numrene reduceres lidt til en gang easy-listening, som blot kører lidt i baggrunden. Det er synd, for teksterne er levende og har noget spræl som ellers normalt vil skille dem ud fra mængden. Måske er det fordi vokalen til tider er mixet lidt lavt, så det ikke rigtigt bliver fanget af mine ører. Jeg er ikke tekniker, og skal ikke kunne sige det, men synd er det for der er faktiske tale om et ganske fornuftigt album.

Jeg er sikker på dette er et album jeg får lyst til at tage frem igen på et senere tidspunkt, så det positive overdøver klart de små negative ting. Det er også det der gør at vi ender på de ganske betragtelige 5 stjerner, og en anbefaling til at tage et lyt til Mandag Midnat.

Tracklist:

  1. Græspsykoser
  2. Softfilter
  3. Bjarne Riiserne
  4. FOMO
  5. Blåt Ingenting
  6. Orkanens Øje
  7. Sommerdrenge
  8. Blå Søndag