The Sunpilots – Kings of the Sugarcoated Tongues

[yasr_overall_rating size=”medium”]

Så er der nyt fra den Australske kvartet The Sunpilots, som leverer melodisk progressiv rock på overbevisende vis. Albummet er ude via Honeytrap Records.

Det første der slå en når man sætter skiven på, er at The Sunpilots  jonglerer mellem skæve taktarter, som 5/4, 7/4 og 6/4 og bruger generelt overraskende poly-rytmiske overgange mellem forskellige intermezzo´er i et nummer. Tag f.eks. titel-nummeret “Kings of the Sugarcoated Tongues”, som frækt starter i 5/4 i verset for i omkvædet at gå over i en mere regulær 6/4-rytme. Herefter kommer et langsomt intermezzo med tung rytme og så tilbage igen via et kort 5/4-stykke til omkvædets 6/4. Det efterfølgende nummer ”Rain” har taktarten 7/4 i vers og omkvæd, og opererer samtidig med poly-rytmer i Bridgen (mellemstykket) dog i almindelig 4/4.

Generelt vil jeg sige, at The Sunpilots udover grungen fra 90’erne også drager linjer tilbage til 70’ernes Led Zeppelin, især gennem bandets vokal, som er særdeles stærk. Dog savner jeg en gang imellem nogle anden-stemmer i vokalen, som kunne gøre f.eks. omkvæd mere fyldige og interessante. Også Led Zeppelin kunne lege med poly-rytmik og skæve taktarter, som f.eks. i deres kendte Stairway to Heaven, som jo er fuldstændig gennem-komponeret, og det er netop The Sunpilots force: De gennem-komponerer deres numre, intet er overladt til tilfældigheder, og der er tale om relativt lange komplicerede kompositioner, som er gennemtænkt og vel-komponeret. Jeg kan savne lidt mere distortion på guitaren i enkelte numre, som ville give lidt mere fylde og dramatik. Interessant er det, at bandet vælger at bruge tamburin og sågar maracas som percussivt underlæg i enkelte numre, hvilket vist ikke høres ofte i en rock-sammenhæng.

Der er altså masser af frække interessante overgange på denne plade, hvor poly-rytmikken på en måde spiller en større rolle end akkord-valget. Det er en ren rock-plade uden nogen referencer til den gængse pop-musik. Instrumentationen er guitar, bas, trommer og vokal, altså en traditionel rock-kvartet. Raj Siva-Rajah, Bob Spencer, Tom McGirr og Justin Kool har lavet en cool plade, som måske ikke helt tangerer de engelske og amerikanske bands i kvalitet, men som alligevel har sin egen selvstændige sound. Derfor ender vi på 4 stjerner.