Rock’N’Charity m. Spit Rusty, Lowrider Betty og A Road To Damascus

Nedenstående stjerner er baseret på A Road To Damascus’ optræden:
[yasr_overall_rating size=”medium”]

Spit Rusty var der første band på scenen, til aftenens velgørenhedskoncert. Et band jeg desværre ikke nåede at opleve det hele af, grundet et interview med A Road To Damascus der skulle afsluttes. Men det jeg hørte af dem, overbeviste mig også, og det er helt klart et band man skal holde øje med i fremtiden.

Lowrider Betty

Det er halvandet år siden, jeg sidst så Lowrider Betty på en scene (Vibstock Tryout red.), og efter at have fulgt dem lidt, forventede jeg ,at de havde vokset mere på scenen, med alt den medvind de har fået gennem tiden. Overbevist blev jeg også. Deres koncert startede og sluttede med en bemærkelsesværdig energi, der mundede op i en yderst professionel optræden, hvor der ikke var ét sekund de mistede energien.

Under koncerten, lovede de, at et af numrene (Going On), skulle gå hen og blive et hit en dag, når de er klar til at udgive det, og det er helt klart en af deres mange sange, der også har hit potentialet, når man ser på rock kategorien, hvilket der dog også er mange af deres andre sange der kan byde på.

Blandt al rocken og den storladen energi der var på scenen, gjorde de også plads til en af deres ballader, som godt nok er bygget op, som de fleste rockballader med sang og guitar i starten, hvor bas, trommer og ekstra guitar bliver koblet på, så det til sidst lyder som de andre sange, men de gjorde det på deres egen måde, og de var decideret smukt.

De fik overbevist publikum, og undertegnede.
(5/6 stjerner) 

A Road To Damascus

A Road To Damascus, startede deres del ud med introen på det nye album samt All Said And Done, der desværre virkede en anelse ud af takt i forhold til backingtracket, noget de heldigvis hurtigt fik ordnet inden det var for sent, hvorefter det hele spillede igen. Altså lige indtil de skulle spille titelsange In Retrospect, hvor Mads fik lidt tekniske problemer med guitaren, men det var heldigvis ikke noget, der på den måde ødelagde deres optræden, da de ikke lod sig fokusere på det, men i stedet spillede videre. Harry Radford, var selvfølgelig ikke med til koncerten, men trommeslager Anders, stod derfor for hans del af sangen.

Dog var der ikke så meget andet man kunne sætte en finger på, under den ellers formidabelt og velspillende koncert, der både bød på en god blanding af sange fra debuten og deres nyeste album. En setlist der virkede yderst gennemtænkt. Blandt de gamle sange, der havde fået en plads, var New Perspective, Head High, Hands Down samt balladen The Best Is Yet To Come, hvor sidstnævnte bød på aftenens bedste oplevelse hvor hårene da rejste sig.

Mellem sangene, hvor Mikkel (forsanger red.) talte til publikum, var der sat noget backingtrack på, som også var med til at give en fantastisk atmosfære.

De spiller rock egnet til de store lokaler og områder, og deres samlede energi på scenen er ligeså storladen som deres musik, og hver eneste sang virkede perfekt. Selv de gamle, der ellers normalt indeholder scream fra Mads’ side, som de dog havde undladet, for at tilpasse sig deres nye stil, og denne tilpasning fungerede rigtig godt.

A Road To Damascus spiller storladen rock, og trods det lave antal af fremmødte publikum, var Palettens lille sal desværre alt for lille, til den musik de spiller. De skal have plads, og det havde de desværre ikke nok af. Dog formåede ARTD, at spille røven ud af bukserne, og man kunne fornemme en tydelig taknemmelighed fra deres side over at få lov til at stå og spille, hvilket da også smidtede af på mange af dem, der kom til koncerten, og ikke mindst, fik de dog salen til at virke større end den var.

De er værd at følge i deres videre færden i den musiske branchen, og jeg er ikke bange for at spå dem en god fremtid inde for musikken.

Setlist

1. Intro
2. All Said And Done
3. In Retrospect
4. Tried and True
5. The Only Way
6. Head High, Hands Down
7. With All Due Respect
8.  Turn of the Story
9. New Perspective
10. Different Eyes