Martin Kristoffersen – Top 3

Martin Kristoffersen, guitarist i elektrorockbandet SURFACT som vi tidligere har lavet en koncert anmeldelse af, har i denne måned sagt ja til at lave månedes top 3. Martin har sammen med SURFACT, haft en del succes med deres musik, da de for nylig har indgået en kontrakt med et tysk pladeselskab, hvilket har fører dem til t skulle længere koncert turné i Tyskland i vinteren 2012, og senest har de været support for Therapy? da de besøgte Danmark i den sidste uge af oktober 2012.

Martin siger: “De 3 største i min og faktisk er de andre i Surfact rørende enige.”

3. Kasper Eistrup / Kashmir

Her var der kamp om pladsen, da jeg både mener Daniel Johns / Silverchair og Eddie Vedder/ Pearl Jam fortjente en plads, men synes at det er fint med en dansk markering på listen. Kasper Eistrup er især fantastisk som guitarist og sangskriver. For mig er det lyden af min spæde ungdom. De første 4 plader, ‘Travelogue’, ‘Cruzentiel’, ‘The good life’, og ‘Zitilites’ er hver især geniale, men herefter gik gassen af ballonen. Det er mig en gåde hvorfor ‘Kashmir’ ikke lavede det store gennembrud omkring ‘zitilites’ og ‘The good life’ æraen. Jeg tror simpelthen de har ladet sig vejlede af de forkerte mennesker, der ikke har kunne varetage deres potentiale efter fortjeneste. Jeg synes desværre at Kashmir efterfølgende blev mere kedelige og indadvendte. Som om at der kom en bitterhed og alt for kunstner-agtig vinkel på deres musik. Pladen ‘No balance palace’ markerer den største skuffelse jeg nogensinde har oplevet med et band jeg elsker. De sidste plader har jeg ikke dyrket.
Jeg har nok set ‘Kashmir’ live over 20 gange og ligesom udviklingen i deres musik, synes jeg også energien live er blevet mindre bjergtagende. Dog var det fantastisk at overvære fremførelsen af ‘The good life’ i Musikhuset, for et par år siden. Jeg er meget inspireret af Kasper Eistrups guitarspil og lyriske univers. Manden er et geni og jeg håber han en dag prøver at udgive et solo album, gerne med akustiske sange. Jeg vil kan fremhæve mange numre med Kashmir, men lad os snuppe “Bring Back Superman”, fra dengang de var rigtig farlige!

2.  Chino Moreno / Deftones:

Chino formår ligesom førnævnte Kurt at kombinere vildskab smerte og skønhed i sit udtryk. Samtidig er sangene, når de er bedst, en unik kombination af smukke melodier og total mushpit agtige jeg-går-amok-i-eufori- riffs. Det kunstneriske højdepunkt er uden tvivl mesterværket: ‘White Pony’ fra år 2000. Denne plade er så gennemført fantastisk at man tror det er løgn. De kombinerer den hårde rock/heavy med den gode melodi, og det er efter min mening opskriften på musik når det er bedst! Chino er en af de nulevende mennesker jeg helst ville drikke en kold pilsner med! Igen er der et utal af sange, men jeg vil fremhæve ‘Korea’ fra ‘White Pony’ pladen. Spoler man hen til 1.49 kommer rockhistoriens fedeste sekvens. Her kommer det tungeste halvtempo mother-fucker riff. Det giver decideret kuldegysninger at lytte til, men man skal ikke have dårlige nerver!

1. Kurt Cobain

Ingen over, ingen ved siden af, alle under! Kurt Cobain har nærmest en religiøs status, en rockGUD der ændrede mit liv og hele rockens identitet. Kurt havde den helt unikke stemme, der både var skrøbelig og fuld af smerte og vildskab. Melodierne og hele udtrykket er gennemført mindblowing, og stadig idag 21 år efter ‘Nevermind’ udkom er det den bedste plade verden har set. Kurt’s selvdestruktive adfærd og hårde brug af heroin m.m gjorde at det kreative højdepunkt forblev relativ kortvarigt. Ikke desto mindre står det for mig som det største og jeg kan stadig komme op at køre over det. Jeg mener en sang som ‘In bloom’ er en af de bedste, men man kan tage hele ‘Nevermind’ pladen og alle sange uden undtagelser sparker røv! Unplugged i New York er også fænomenal. Visuelt er den rørende, for man fornemmer en kæmpe smerte, skønhed og skrøbelighed i Kurts fremtoning. Han begik jo desværre også selvmord kort tid efter.

Vi siger tak til Martin for deltagelsen.