Band Of Horses vender tilbage med nyt album og turné

Det legendariske band fra Seattle er klar med deres fjerde album “Mirage Rock”, som udkommer til september, og kommer i forbindelse med udgivelsen til Danmark den 11. november 2012.

Efterspørgelsen  af det amerikanske band er vokset rigtig meget, og har man tidligere oplevet bandet live, ved man at det ikke er uden grund, at Band of Horses er et af tidens store live-attraktioner. Indierockerne har for længst bevist, at de er kommet for at blive med dybde i lyrikken og substans i det melodiske landskab.
På scenen lever de for alvor den spilleglæde ud, som giver numrene en ekstra dimension, og gør oplevelsen så meget mere intens og forsanger Ben Bridwell er en charmerende frontfigur, der rækker ud til publikum med et konstant smil på læben og et budskab i sine sange.

Band Of Horses er efterhånden et otte år gammelt band, og GAFFA har blandt andet kvitteret deres debutalbum med ikke mindre end 6 stjerner. Sidenhed udkom “Cease To Begin” i 2007 og derefter “Inifinite Arms” i 2010, som begge modtog 5 stjerner af GAFFA.

Band Of Horses er nu klar med deres fjerde album, og de forsøder ventetiden for de mange utålmodige fans, med en trailer, som indeholder en smagsprøve på den nyeste sang “Dumpster World” som kan høres nederst i artiklen.

Sidst Band Of Horses besøgte Danmark var i et udsolgt TAP1, der både begejstrede anmeldere og publikum. Denne gang bliver det så under mere intime rammer – nemlig i Falconer Salen, hvor de byder på nye som gamle hits og et visuelt show.

Forsalget til koncerten starter Fredag d.13. juli kl. 10.00 via billetlugen.dk samt i Fona landet over.