Gratis festival præsenterer spændende line-up.

På trods af sine beskedne 1500 indbyggere så er Tisvildeleje klar til at byde op til dans for 4. år i træk.

Musik i Lejet, der bliver afholdt nær den lille nordsjællandske by Tisvildeleje, er nu klar til at fremvise line-up’en for dette års festival. På trods af størrelsen, og status som en gratis non-profit festival, så forsætter Musik i Lejet med at tiltrække nogle af de mest interessante bands på den danske scene.

I 2009 var det Turboweekend, som var hovednavnet, og sidste år kunne man bl.a. opleve Shanghai, WhoMadeWho, Aage Jæger (fra Den Sorte Skole) og When Saints Go Machine. I år udvider den lille festival så yderligere med prominente musiknavne som bl.a. IGNUG, I Got You On Tape, We Were Born Canaries, Rangleklods og Ulige Numre. Til at åbne festivallen har Musik i Lejet booket Moi-Caprice forsangeren Michael Møller, der vandt prisen som årets innovatør til Danish Music Award.

Albummet A Month of Unrequited Love, som består af 31 sange om kærlighed, gav desuden Michael Møller prisen som årets komponist til årets Steppeulvuddeling. Albummets 31 sange blev finasieret gennem private donationer og blev løbende udgivet dag for dag i løbet af maj sidste år.

Musik i lejet løber af stablen d. 20-22 juni, og det vil være muligt at overnatte tæt ved festival området. Overnatningsmulighederne er dog, modsat alt musikken, ikke gratis. Hvis du desuden skulle have lyst til at give dig i ”kast” med andet end musik og festival, så bliver der afholdt DM i smut ude ved vandet. Har du lyst til at vide mere, så kan du finde Musik i Lejet her: http://www.musikilejet.dk/