Kunne du tænke dig at opvarme for Bon Jovi?

Det er vel nok alle danske bands drøm. At indtage scenen på Danmarks nationalstadion foran tusindvis af mennesker og give den gas. Det kan nu blive en realitet for ét dansk band. Datoen er den 6. juni og hovednavnet er Bon Jovi. Gennem de kommende uger vil Bon Jovi i samarbejdet med bl.a. Jacob ’Cobber’ Binzer fra DAD, musikproducer Flemming Rasmussen (Metallica, Sort Sol, etc.) samt Ekstra Bladet og Radio 100 se på hundredvis af indsendte videoer fra danske bands. Sammen skal de finde netop det band, som skal have chancen!

“Det er fantastisk at Bon Jovi giver et dansk band chancen. Danmark har vanvittig mange dygtige livebands og det bliver fedt at se deres videoer og høre deres materiale” siger musikproduceren Flemming Rasmussen, der bl.a. har produceret albums for bands som Metallica og Sort Sol.

Hvis man skal slippe igennem nåleøjet, så er der nogen få regler man skal kunne overholde. Blandt andet skal man kunne spille et set på 30 minutter med egne numre. Ydermere skal alle i bandet være minimum 18 år. Og den vigtigste regel af alle: Man skal være klar til en kæmpe oplevelse.

Hvis man er med i et band og er interesseret i sådan en tjans, så kan man gå ind på www.ekstrabladet.dk/bonjovi eller lytte med på Radio 100.

Fristen udløber den 6. maj 2013.